I 1978 blev Raadhuskælderen etableret af daværende restauratør Torben Kirk, som ejede Højskole hotellet. I kælderen var der før en lille lejlighed, hvor gårdskarlen boede med kone og tre børn, den yngste blev sågar født i kælderen. Gårdskarlens kone passede garderoben for hotellets gæster, i rummet der sidenhen blev selskabslokalet.
I 1981, da Højskole hotellet blev solgt, overtog Emma Bjerre og Thyra Blaabjerg Raadhuskælderen.
I 1982 blev selskabslokalet etableret.
Emma og Thyra drev stedet sammen i ti år, hvorefter Thyra kørte stedet videre alene fra 1991. Raadhuskælderen serverer hovedsagelig dansk mad.
Raadhuskælderen har i mange år været stedet, hvor godt folk kom, det være sig montører, repræsentanter, gode Holstebro borgere, skuespillere, balletdansere, digtere, og udenlandske gæster, der ville smage god dansk mad.
Ernst Trillingsgaard, som var direktør, i det der hed Holstebro Hallen, tog ofte gæster med i kælderen og allerhelst til vores private køkken bord. Bordet har stået model til megen snak og morskab, hvad den da også bærer præg af.
I Holstebro holder vi meget af kultur, hvad der også præger byen, men for at kulturen til stadighed kan blomstre, skal der hele tiden være nogen klar med vandkanden. Her i kælderen vander vi med stor glæde den danske madkultur, og vi mener, at der med vort menukort, er lidt for enhver smag.
1. januar 2018 solgte Thyra Blaabjerg Raadhuskælderen efter 37 år. Stedet blev købt af Martin Bek-Nielsen, som til daglig bor i Malaysia, men er fra Holstebro og ofte kommer hjem til byen. Martin holder af dansk mad og vil med købet gerne sikre at de gamle traditioner bibevares , så man mange år ud i fremtiden kan spise dansk mad i Holstebro.
Stedet drives i dag af Kis Gammelgaard, og i køkkenet står Laila Nedergaard, og det har hun såmænd gjort i 33 år.
Her i huset løber man ikke af pladsen i utide.